Samfund

Bajstrup: Årets Landsby 2025 og en inspiration for fællesskab

Kim Siebert modtager diplomet for Årets Landsby på vegne af Bajstrup. Prisen overrækkes af formanden for Udvalget for Plan, Teknik og Landdistrikter, Dorte Soll. Foto: Aabenraa Kommune

Lokalt fællesskab og frivillige kræfter, som sammen arbejder for et mere attraktivt lokalsamfund. Dette er nogle af årsagerne til, at Bajstrup fredag aften kunne glæde sig over at blive kåret som Årets Landsby 2025 i Aabenraa Kommune.

Fredag aften omkring klokken 18 blev der budt velkommen til fællesspisning i forsamlingshuset, og så dukkede formanden for Udvalget for Plan, Teknik og Landdistrikter, Dorte Soll (S), borgmester Jan Riber Jakobsen (K) samt en mindre delegation, som kunne overbringe den glædelige nyhed til en overrasket forsamling.

– Det er fantastisk at få lov til at overbringe denne nyhed, for Bajstrup fortjener virkelig denne hæder. Her har man skabt et stærkt fællesskab uden de traditionelle samlingspunkter som skole og daginstitution. Det er imponerende, hvordan de har formået at skabe et aktivt landsbyliv gennem forsamlingshuset og sportspladsen, siger Dorte Soll.

Det er Udvalget for Plan, Teknik og Landdistrikter, der på baggrund af en indstilling fra forretningsudvalget i Det Fælles Udviklingsråd besluttede, at Årets Landsby 2025 skulle være Bajstrup. Ifølge formanden for udvalget, Dorte Soll, var der ingen tvivl om, at Bajstrup har gjort sig fortjent til den fornemme titel.

– Bajstrup får titlen som Årets Landsby 2025 primært på grund af deres evne til at skabe et stærkt fællesskab på trods af deres størrelse. De har formået at tiltrække nye beboere, styrke sammenholdet og inkludere både nye og gamle borgere i fælles aktiviteter, udtaler Dorte Soll.

Cirka 100 intetanende borgere var samlet til fællesspisning i forsamlingshuset på den gamle brandstation, da de blev overrasket med nyheden om, at deres by var blevet kåret til Årets Landsby 2025 i Aabenraa Kommune. Foto: Aabenraa Kommune

Det er Tinglev Forum, som stod bag nomineringen, og i Bajstrup er man naturligvis glade for udnævnelsen.

– Vi er enormt stolte over at blive kåret som Årets Landsby 2025 i Aabenraa Kommune. Det er en stor anerkendelse af de mange frivillige, der hver dag arbejder for at styrke fællesskabet i Bajstrup, siger Kim Siebert, der både er formand for sportsforeningen, byfesten og forsamlingshuset i Bajstrup og derfor har et godt indblik i byens liv og udvikling.

– Kåringen kom som en stor og glædelig overraskelse for mig og formændene for de øvrige foreninger, da Aabenraa Kommune kontaktede os med nyheden. Vi er meget beærede over at have levet op til kriterierne for at blive indstillet til denne pris, tilføjer han.

Aabenraa Kommune har siden 2008 kåret Årets Landsby for at hylde og støtte de engagerede borgere og foreningsliv, der arbejder sammen for et bæredygtigt og attraktivt lokalsamfund. Sidste år vandt Bolderslev denne titel, og som en del af hæderen modtager landsbyen 10.000 kroner, der skal komme det lokale fællesskab til gode.

Kim Siebert, som er formand for både sportsforeningen, byfesten og forsamlingshuset i Bajstrup, holdt efterfølgende en takketale. Foto: Aabenraa Kommune

 

Kommentarer