Debat og politik

Den nuværende energikrise er Sønderborgs gyldne mulighed for at omlægge til 100 % grøn fjernvarme.

Af Marianne Karlberg, Frie Grønne

Folketingskandidat, Sydjyllands Storkreds

Sønderborg Kommune har fuld fart på planerne om at udrulle fjernvarme i store dele af kommunen. Det giver rigtig god mening – klimakrisen, stigende energipriser og krigens rasen i Ukraine byder os at sætte turbo på at finde alternativer til vores olie- og gasfyr.

Sønderborg Kommune har faktisk en målsætning om at være CO2-neutral i 2029, så det er jo oplagt at den akutte udfasning af fossile brændstoffer sætter turbo på den grønne omstilling i kommunen.

 

Men det kræver, at vi ikke bare erstatter ét klimabelastende opvarmningsbrændsel med et andet, men i stedet gennemfører en reel grøn omstilling.

 

Biomasse anses i CO2-regnskaberne for at være CO2-neutralt, men det er det ikke!

I 2019 kom ca. 6 % af Sønderborg Kommunes samlede energiforbrug fra grøn energi, hvilket selvsagt er et tal der burde være 100 % og samtidigt kom ca. 30 % heraf fra afbrænding af biomasse og biobrændsler. Det er til gengæld et tal der burde være nogenlunde 0%, for biomasse er hverken bæredygtigt eller CO2-neutralt.

 

Vi skal have et opgør med halvgrønne tiltag og insistere på 100 % reel grøn omstilling, hvor reduktioner i forbruget går hånd i hånd med faktisk vedvarende løsninger med reelle effekter i virkeligheden.

For forhåbningen om, at vi kan fortsætte jagten på vækst og opretholde det samme forbrug er fuldstændig løsrevet fra virkeligheden.

At være politiker i 2022 bør kræve at man forholder sig til de reelle udledninger og ikke sminker tallene i håbet om en teknisk løsning der endnu ikke er opfundet.

Ellers låser vi os fast i et forbrug og en varmeproduktion der ikke gavner den grønne omstilling andre steder end i Sønderborgs eget regneark og i sidste ende kommer til at koste borgerne endnu flere penge når de fossile brændstoffer slipper op.

Derfor arbejder vi Frie Grønne for et fuldt stop for det danske overforbrug i 2030.

Det er det, vi mener, når vi snakker om kompromisløs klimahandling. Og det er det, der er nødvendigt, hvis Danmark skal blive til et grønt foregangsland.

 

Kommentarer