Samfund

Drømmer du om at hjælpe naturen? Nu kan du søge penge til dit eget naturprojekt

Dyre- og plantelivet er blevet fattigere på Skamlebæksletten i Odsherred. Men nu er frivillige natur-ildsjæle gået til kamp for at hjælpe den vilde natur med ild, håndkraft og ildhu. sammen med ejeren og Odsherred Kommune. Projektet er et af de 50 private natur-projekter, Naturfonden har støttet. Foto: Skamlebæk Naturlaug/Den Danske Naturfond

Alle kan være med til at begrænse biodiversitetskrisen ved at give naturen mere plads. Derfor støtter Den Danske Naturfond foreninger og ildsjæle, som vil lave deres eget naturprojekt. Der er 15 millioner kroner i puljen, så nu lyder startskuddet for landets bedste projekter.

Er der blevet færre insekter? Mangler du et farverigt flor af vilde planter på engen eller i mosen? Vil du have flere ørreder i dit lokale vandløb? Eller skal du have frøer og tudser til at kvække i sø og vandhuller? Nu er chancen der.

Mange drømmer om at hjælpe naturen og gøre en reel forskel for dyr og planter, hvor de bor. Men det kan være svært at realisere drømmen, fordi det er for dyrt.

Nu hjælper Den Danske Naturfond med at gøre natur-drømme til virkelighed. Private lodsejere, foreninger og organisationer kan søge Naturfonden om penge til deres lokale naturprojekt, der skal give vilde dyr og planter flere og bedre levesteder til lands eller til vands.

Erfaringen viser, at det nytter

Naturfonden har tidligere støttet 50 lokale naturprojekter. Erfaringerne herfra er gode, og derfor har Naturfonden besluttet at hjælpe endnu flere med at gøre deres natur-drømme til virkelighed

– Mange ildsjæle arbejder hårdt for at give naturen bedre vilkår i sø, å, eng og skov. Deres store arbejde og høje engagement fortjener en håndsrækning, som forhåbentlig kan inspirere andre til at gå i gang, siger Flemming Nielsen, direktør i Den Danske Naturfond.

De mange nye projekter er en ekstra indsats oven i Naturfondens øvrige arbejde med at opkøbe, beskytte og genoprette store naturområder 20 forskellige steder rundt i hele Danmark. Flere end 2.400 arter i fare for at forsvinde helt fra den danske natur, og derfor er der brug for så mange bidrag som muligt.

– Hovedårsagen er, at naturen i Danmark mangler plads, fordi alt for mange levesteder er gået tabt. Hver kvadratmeter natur tæller, siger Flemming Nielsen.

Fakta

  • Naturfonden har i alt støttet 50 naturforbedrende natur-projekter i hele landet siden 2016.
  • Det har hjulpet naturen på ca. 2.600 hektar. Det svarer til mere end 3.600 fodboldbaner.
  • Det er fjerde gang, Naturfonden støtter private naturprojekter. Det skete også i 2016, 2018 og 2021. Se alle de støttede natur-projekter her
  • Naturfondens støtte til lokale naturprojekter sker via øremærkede midler fra Naturfondens grundkapital. Det er ikke penge fra donationer eller fra salg af SKOV- og NATURBEVISER. Donationer bruges alene til opkøb af jord i Naturfondens naturområder.

Sådan søger man

Den gode ide tæller. Projekter, der skaber de fleste gode levesteder til insekter, planter, frøer, fugle og fisk, vil få støtte. Det gælder både på land og i havet. Det gælder både i skov og på mark.

Det lokale engagement og drivkraften i lokal forankring er også vigtig ved uddeling af den nye pulje.

Man kan søge nu. Bliver man udvalgt til støtte, forventes opstart efter sommerferien 2024.

Læs mere og søg her

Herunder: Den udslidte og tilgroede Kragelund Mose ved Vejen har fået livet tilbage takket være dyr som grise og heste. Det har givet nye levesteder for padder, planter, insekter og fugle. Det er et af de 50 private naturprojekter, Naturfonden har støttet. Foto: Martin Sandager/Den Danske Naturfond

Kommentarer