Livsstil og forbrug

Fra produkt til salg: EU-projekt tændte gløden hos 90 år gammel pæreproducent

Direktør Jan Vesterlund har haft stor glæde af strukturfondsprojektet "Growth by Design”, som har hjulpet elpærevirksomheden med stærkere kundefokus. ”For 25 år siden interesserede vi os ikke rigtig for kunderne, men i dag plejer vi at sige, at vi nærmest er kommet med i bestyrelsen hos vores kunder,” siger Jan Vesterlund. Foto: Danlamp

Danmarks eneste producent af glødepærer har for alvor fået smag for kunderelationen i EU-projektet ”Growth by Design”. ”Vi er nærmest kommet i bestyrelsen hos vores kunder,” siger virksomhedsejer.

Siden 1931 er der blevet produceret kvalitets-glødepærer på Danlamp i Aabenraa. Men produktionen var formentlig for længst blevet sendt ud af landet, hvis ikke indehaver og direktør Jan Vesterlund for et par år siden havde sendt sin virksomhed til servicetjek i det store innovations- og vækstprojekt ”Growth by Design”.

Projektet har åbnet en dør ind til designbaseret viden og metoder for virksomheder i Syddanmark. Og da ledelse og medarbejdere i Danlamp i 2018 havde været en tur igennem projektet, som EU’s Regionalfond har støttet med 16,9 mio. kr., var virksomheden forvandlet.

Jan Vesterlund, administrerende direktør og ejer af Danlamp:

“Vi havde en stærk produktionskultur, men ikke en stærk salgskultur. Produktet var den væsentligste faktor for os, men i ”Growth by Design” fik vi vendt det om og kobler nu også relationer og værdier med kunderelationen.”

Værdibaseret arbejdsgang

Danlamp i Aabenraa kan fejre 90 års jubilæum i 2021 med en fornyet, værdibaseret strategi og en position som en af verdens førende producenter af lanternepærer. Foto: Danlamp A/S

Aabenraa-direktøren lægger ikke skjul på, at Danlamp har været igennem en meget stor forandringsproces: ”Og den blev også meget større, end jeg havde regnet med. Men effekten var også stor, for i dag baserer vi hele vores strategiske udvikling på den værdibaserede arbejdsgang, som vi lærte i ”Growth by Design”.”

Historien om Danlamp er en af mange historier om syddanske virksomheder, som via projektet har lært at bruge designbaseret viden og forskning til at styrke innovations- og konkurrenceevnen.

”Growth by Design”, der drives af Dansk Design Center, har ramt et stort behov for nytænkning blandt syddanske virksomheder: 166 virksomheder har i løbet af projektets femårige levetid deltaget i projektets fire sideordnede forløb, og projektet er i flere omgang blevet forlænget for at kunne tage alle interesserede virksomheder ind.

Danlamp udviklede sin nye kundestrategi i forløbet ”Forretningsmodeller i netværk” på Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse ved Syddansk Universitet. Her forklarer projektleder Bo Mortensen værdien i at tænke relationer og værdikæder ind i forretningen:

“Der er en stigende erkendelse af, at de bedste løsninger skabes igennem tæt samarbejde imellem leverandør og kunde. Virksomheder, der indtænker dette i deres forretningsmodel, har en klar konkurrencemæssig fordel.”

Strategien ud af Excel-arket

Den traditionelle erhvervsøkonomiske forskning viser, at en kunde og en leverandør sjældent ser ens på tingene. Der kan være forskellige opfattelser af løsninger, fordi leverandører er eksperter i det, de kommer med, men ikke nødvendigvis i, hvordan kundens forretningsmodel hænger sammen.

“Der er derfor ofte behov for forståelse mellem parterne – og her kan forhandlingsteknikker og designmetoder betyde, at man kan få strategien ud af Excel-arket og få skabt en visuel model, som alle forstår. Det kan også bruges internt i en virksomhed, hvor der kan være to opfattelser af en sag. Jo mere kompleks, en virksomhed er med sin indbyggede stærke faglighed og silotænkning, jo større behov er der for designmetoder,” forklarer projektleder Bo Mortensen.

”Growth by Design” sluttede ved årsskiftet med gode anmeldelser fra de deltagende virksomheder. 66 procent af virksomhederne oplyste i den afsluttende evaluering, at deres innovationsprocesser er blevet forbedret, mens 47 procent angav, at de har arbejdet med metoderne mere bredt i virksomheden.

Danlamp har produceret lanternepærer i 70 år på fabrikken i Aabenraa – blandt andet klassikeren Bay15d. Virksomhedens produkter anvendes af førende rederier over hele verden. Foto: Danlamp A/S.

Det gælder ikke mindst i Danlamp, hvor designmetoderne i dag er et fast værktøj, forklarer Jan Vesterlund:

“Vi visualiserer det, vi arbejder med – oftest med kæmpestore plancher. Skal vi lave et oplæg til en kunde, sidder vi rundt om arket, og alle kan bidrage. Det er langt mere effektivt og inspirerende end en million mails, der cykler rundt i systemet.”

Danlamp i Aabenraa, der i dag har 10 ansatte, er den eneste tilbageværende danske producent af glødepærer på dansk jord og er førende på verdensmarkedet på pærer til skibslanterner.

Produkterne har ikke forandret sig synderligt i en lang årrække, men det har markedet og kunderne, forklarer Jan Vesterlund, som derfor er begejstret for den nye tankegang i virksomheden.

“”Growth by Design” har været en øjenåbner, og i dag prøver vi at lægge udvikling ind i alle vores kunderelationer. Så snart kunden vil snakke pris, arbejder vi for at sælge flere værdier ind: Hvad efterspørger deres kunder, og hvordan vi kan hjælpe med at skabe værdi for dem hos deres kunder,” siger Aabenraa-direktøren og slutter:

“For 25 år siden interesserede vi os ikke rigtig for kunderne, men i dag plejer vi at sige, at vi nærmest er kommet med i bestyrelsen hos vores kunder.”

FAKTA Om Dansk Design Center

Danmarks nationale designcenter, stiftet i 1978, kontorer i København og Kolding.
Arbejder for at bringe den nyeste viden om design i spil for at skabe innovation og bæredygtig vækst i danske virksomheder, bidrage til at styrke designbranchen samt udvikle og brande dansk design nationalt og internationalt.
Samarbejder årligt med flere end 2.000 erhvervsledere, designere og beslutningstagere.
Læs mere på Dansk Design Centers hjemmeside

FAKTA Om ”Growth by Design”

Projektets formål er at udnytte designbaseret viden og forskning til at styrke syddanske virksomheders innovations- og konkurrenceevne. 166 virksomheder har deltaget i projektet, som har udklækket 63 innovative virksomheder. Virksomhedernes forventning er, at der to år efter projektet samlet er skabt 177 jobs og en øget årlig omsætning på 143,4 mio. kr.

Projektet begyndte i september 2015, blev forlænget på grund af stor efterspørgsel fra virksomheder og sluttede med udgangen af december 2020. EU’s Regionalfond har støttet projektet med 16,9 mio. kr.

Designcentret Dansk Design Center er ansvarlig for projektet, som er gennemført i partnerskab med Designskolen Kolding, Syddansk Universitet og COC Company A/S i Billund.

Læs mere om ”Growth by Design” i Erhvervsstyrelsens projektdatabase

FAKTA Om EU’s Regionalfond

I perioden 2014-2020 investerer EU’s Regionalfond, Socialfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.

Regionalfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet bedre vækstvilkår for små og mellemstore virksomheder, der spiller en vigtig rolle i at skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark.

Derfor medfinansierer EU’s Regionalfond projekter, der skal:

  • Styrke virksomhedernes innovationsevne
  • Udarbejde vækstplaner for virksomhederne
  • Hjælpe virksomhederne med at blive mere ressourceeffektive
  • Understøtte bæredygtig, grøn byudvikling i kommuner med over 30.000 indbyggere

Kommentarer