Ny rekord: 945 personer smittet med corona inde for det seneste døgn
Der er det seneste døgn i Danmark konstateret 945 nye smittede med corona. Det oplyser SSI, Statens Serum Institut søndag klokken 14.00. Tallet er det hidtil højeste siden epidemien startede i foråret.
Antallet af indlagte på landets hospitaler er i samme døgn steget med syv til i alt 127, hvoraf 18 personer er indlagt på en intensiv afdeling. Det seneste døgn er der konstateret to dødsfald med corona.
De daglige smittetal med corona har den seneste uge slået nye rekorder. Fredag var der 859 personer smittede, men tallet i går lørdag 789.
Sundhedsmyndighederne vurderer, at smitteudviklingen i Danmark er bekymrende. Der er risiko for en stigende smitte i efteråret og vinteren, hvilket også kan sætte sundhedsvæsenet under stigende pres.
På den baggrund kom der allerede fredag nye restriktioner om forsamlingsantal og brug af mundbind. Se artiklen her.
Der ses også en bekymrende udvikling i mange europæiske lande med et stigende antal smittede og indlagte patienter med COVID-19. En række europæiske lande har indført hårdere stramninger af tiltag for at bremse smittespredningen, herunder i nogle lande i form af bl.a. udgangsforbud i bestemte tidsrum og deciderede nedlukninger.
I sidste uge blev det også muligt for alle borgere med milde symptomer at blive testet for COVID-19 uden henvisning fra en læge. Se artikel her.
Kommentarer